CV-skrifttype: de bedste CV-fonte og typografi
Skrevet af Radvilé Liolyté, tekstforfatter • Senest opdateret d. 6. november 2024

CV-skrifttype: de bedste CV-fonte og typografi

Når du skriver et CV, er der en del overvejelser, som du skal gøre dig omkring typografien. Skrifttypen og skriftstørrelsen samt brug af fremhævninger med blokbogstaver, kursiv eller fed skrift kan gøre ethvert CV kaotisk og svært at læse. På den anden side, hvis du bruger dem fornuftigt og følger nogle simple retningslinjer, kan det forbedre CV’ets læselighed og øge dine chancer for at komme til en jobsamtale. I denne artikel kigger vi på fonte til CV’et samt andre grafiske og typografiske muligheder, du bør overveje, hvis du vil skrive et CV, der virker.

Kom godt i gang

Typografi i CV’et

Når du skal vælge en skrifttype til CV’et, er der to skriftfamilier at vælge mellem: Serif (med ”fødder”) og sans-serif (uden ”fødder). Seriffer er de små linjer, som du kan se under og ved kanterne af bogstaverne i skrifttyper som Times New Roman. Fonte i familien sans-serif er uden de små streger – som den, du læser nu. Når du skriver et CV, bør du vælge én skrifttype, og lave hele CV’et med den. Forskellige skrifttyper skaber nemlig et kaotisk indtryk og trætter læserens øjne.

Serif-fonte til et CV

Serif-fonte er designet med ”fødder” for at øge læsbarheden, når man printer teksten og læser den på papir. Den form for font gør det lettere for læserens øjne at flugte med teksten, og linjerne bliver klare. Disse skrifttyper står i høj kontrast med en hvid, ikke-lysende baggrund. Derfor bliver de brugt i aviser og magasiner, og du kan med fordel bruge dem til printede CV’er. Hvis du gerne vil bruge en serif-font, men er usikker på, om din arbejdsgiver vil læse CV’et digitalt eller på papir, så kan du med fordel bruge skrifttypen Georgia. Den er designet til digital brug.

Sans-serif skrifttyper til et CV

Skrifttyper fra familien sans-serif er åbne og nemme at læse på en skærm. De ser lettere ud, og serifferne forstyrrer ikke øjet, når det hvide baggrundslys fra skærmen skinner bag bogstaverne. Hvis du skal sende dit CV digitalt, så anbefales det at bruge sans-serif-skrifttyper, såsom Arial, Calibri, Verdana, Tahoma og Trebuchet.

Skriftstørrelse på CV

Hvis dit CV skal være nemt at læse, så bør du vælge maksimalt 3 skriftstørrelser af den samme skrifttype: En til overskrifter, en til underoverskrifter og en til brødteksten. Bruger du en åben skrifttype, så kan du med fordel vælge disse skriftstørrelser:

  • Maksimalt 16 til overskrifter
  • Maksimalt 13 til underoverskrifter
  • Maksimalt 11 til brødteksten

Skriftfarve til CV’et

Brug 1 – 2 skriftfarver i et CV, hvis din baggrund er hvid. Den ene farve er til overskrifter, underoverskrifter og brødteksten, og den anden (en lysere skriftfarve) er til de tilfælde, hvor du har to underoverskrifter efter hinanden (se eksemplet i afsnittet om kursiv). Hvis du laver dit CV med margener i en mørkere farve, skal du bruge en tredje skriftfarve til at stå i kontrast med den mørke baggrund. Vælg en hvid eller lysegrå skriftfarve, eller en meget lys tone af dit CV-layouts dominerende farve.

Skrifttypen og kontrast

Da et CV skal fylde maksimalt 2 sider, udnytter man også margener i CV’et for at indsætte vigtig information. Det kan være dit CV-foto, personlige oplysninger, hårde færdigheder, bløde færdigheder samt faglige og personlige kompetencer. Disse margener har oftest en anden, mørk baggrundsfarve. Og det kræver, at din tekst er hvid eller i hvert fald meget lys. Hvis du vælger at bruge margener, så find en passende farvetone til din tekst for at skabe kontrast og øge læsbarheden.

Pas på med at bruge Word-skabeloner med margener og farver – layoutet i disse filer er kendt for at være ustabil. Hvis du skriver et CV i Word, så gem det som PDF, når det skal sendes til en kommende arbejdsgiver. Alternativt kan du bruge en CV-bygger som Jobseeker, så du kan være sikker på, at dit CV-layout er stabilt, og margener ikke flytter sig i filen.

Afstand mellem tekstlinjer i CV’et

For at øge læseligheden af dit CV, brug en større afstand mellem linjerne i brødteksten. Eksempelvis 1,15 pt. kan skabe luft i CV’et og gøre det nemmere at læse. For at gøre det nemt for dig selv, prøv at lave en mockup af dit CV med flere afsnit af erstatningstekst. Markér teksten, og prøv forskellige skrifttyper på den. Når du har valgt en skrifttype, så gør det samme med afstanden mellem linjerne. På den måde kan du afgøre, hvad der ser bedst ud.

Skriftstil til CV’et: Brug af fed skrift

Fed skrift (bold) er iøjnefaldende. Den tiltrækker opmærksomhed og bør bruges til at markere det allervigtigste om dig. Du kan bruge fed skrift både for at markere enkelte ord, hele sætninger og indledninger i sætninger. Sørg for at være konsekvent i din brug af fed skrift: For eksempel hvis du bruger punktopstillinger og markerer starten af sætningerne med fed, så gør det hele vejen for at skabe ensformighed.

Kursiv – Undgå at bruge det i dit CV

Kursiv kan gøre teksten kaotisk, men du kan bruge den i tilfælde af, at du har flere underoverskrifter lige efter hinanden.

Eksempel

UNDEROVERSKRIFT 1: Stillingsbetegnelse – Ansættelsessted – Lokation

UNDEROVERSKRIFT 2: Dato - Dato

I dette tilfælde kan du også overveje at gøre den anden underoverskrift mindre og eventuelt skrive den i en lysere farvetone af din skrifttype. Hvis du bruger sort i brødteksten, så prøv at farve den anden underoverskrift grå.

Det er ikke anbefalet at bruge kursiv i CV’ets brødtekst for at markere enkelte ord. Vores øjne er ikke vant til at læse kursiv, og den er sværere at læse end almindelig skrift.

Blokbogstaver til CV-underoverskrifter

Du kan bruge blokbogstaver til dine underoverskrifter for at strukturere teksten. Brug dem ikke midt i teksten, og brug dem konsekvent, så alle dine underoverskrifter står i store bogstaver, hvis det er dem, du vælger. Det er vigtigt at afprøve din ønskede skrifttype i blokbogstaver først. I det danske alfabet har vi flere ikke-standard bogstaver. Det vil sige, at du risikerer, at dine ø’er, æ’er og å’er bliver små eller mærkeligt designet i forhold til andre store bogstaver i skrifttypen.

Understregninger kan spare plads på CV’et

Understregninger passer ofte godt sammen med de åbne skrifttyper i CV’et. De er gammeldags, men du kan bruge dem til overskrifter og underoverskrifter i tilfælde af, at du vil spare plads i CV’et og dermed vælger ikke at have tomme linjer efter underoverskrifterne. Det anbefales ikke at understrege ord i CV’ets brødtekst, hvis du vil sende CV’et digitalt, fordi din læser vil forvente at finde et link i det understregede ord.

Opsummering

Du skal bruge én skrifttype i et CV, og det er bedst, hvis den kommer fra familien sans-serif. Vælg tre skriftstørrelser og op til tre skriftfarver til dit CV. Brug fed skrift til at fremhæve det vigtigste, og undgå kursiv og understregninger i brødteksten. Skab afstand mellem linjerne og CV-sektionerne for at gøre det nemt at læse. Det vigtigste ved typografien i dit CV er, at du er konsekvent i din brug af skrifttypen, -størrelsen og effekter. For at opnå de bedste resultater med dit CV-layout, brug en CV-bygger som Jobseeker, hvor typografien er designet til professionelle CV’er. Det eneste du skal gøre, er at indtaste dine informationer og vælge det CV-layout, du synes bedst om.

Held og lykke med dit CV!

Del via:
Radvilé Liolyté
Radvilé Liolyté
tekstforfatter
Har i over 15 år researchet blandt andet rekrutteringsbranchen og skrevet over 100 praktiske guides, der hjælper jobsøgende til at skrive et stærkt CV.

Slå konkurrenterne

Få dine jobansøgninger til at skille sig ud fra andre kandidaters jobansøgninger.

Kom godt i gang