Erhvervserfaring på CV: din ansættelseshistorik

Erhvervserfaring på CV: din ansættelseshistorik

Erhvervserfaring er det vigtigste afsnit på et CV og bør præsentere din ansættelseshistorik med arbejdssteder, opgaver og de resultater, du har skabt. Uanset, om du skal udarbejde et CV til en ny arbejdsgiver eller et universitet, hvor du søger gennem kvote 2, så er det vigtigt at vide, hvordan du præsenterer dig bedst. I denne artikel kigger vi på, hvad erhvervserfaring betyder for en arbejdsgiver og uddannelsesinstitutioner samt hvad der skal stå under erhvervserfaring på et CV. Længere nede finder du eksempler og tips til at præsentere dine tidligere jobs bedst muligt.

Hvad er erhvervserfaring på CV?

Erhvervserfaring er den sektion, der fylder mest i et CV. Den kan også kaldes arbejdserfaring, ansættelseshistorik, arbejdshistorik, joberfaring, karriereforløb eller blot erfaring. I dette afsnit skal der skrives dine ansættelsessteder, stillinger, arbejdsopgaver, resultater og ansættelsesdatoer for jobs, som du har haft igennem de sidste 10 – 15 år. Placering af erhvervserfaring på CV afhænger af CV-opstillingen.

Hvad betyder erhvervserfaring?

Erhvervserfaring i et CV betyder forskellige ting for arbejdsgivere og for uddannelsesinstitutioner. Det skyldes, at dit CV i bund og grund er et redskab til to helt forskellige formål, når du søger job, kontra når du søger ind på en videregående uddannelse.

Erfaring på CV’et – Set med arbejdsgivernes øjne

For arbejdsgivere er din erhvervserfaring afgørende i forbindelse med den stilling, som du søger. Hér er det vigtigt, at dit CV er målrettet, og din arbejdserfaring er relevant for dit kommende job. Den foretrukne CV-struktur i forbindelse med jobsøgning er kompetence-CV eller omvendt-kronologisk CV med en overskrift og et CV-resumé.

Erhvervserfaring på CV’et med henblik på kvote 2

For universiteter og andre uddannelsesinstitutioner er det vigtigste, at du er motiveret, aktiv, og dine faglige interesser ligger tæt på det studie, hvor du søger om optagelse. Forskellige uddannelsesinstitutioner har forskellige kvote 2-krav om erhvervserfaring, men for mange er det vigtigt at få indblik i alle dine kvalifikationer og erfaringer. Hér kan et kronologisk CV være den foretrukne CV-opstilling, medmindre din drømmeuddannelse kræver et målrettet CV med flere års relevant erhvervserfaring.

Husk, at du skal dokumentere hvert eneste faktum, du skriver i dit CV til universiteter. Skal du søge om studieplads via kvote 2, så skal der sendes arbejdsgivererklæringer eller anden dokumentation for alle de studiejobs, deltidsjobs, fuldtidsstillinger og andre ansættelser, du har haft. Har du ikke noget arbejdserfaring? Læs vores artikel om CV uden joberfaring »

Opstilling af arbejdserfaring i et CV

Hvorvidt du skal beskrive al din arbejdserfaring i et CV, afhænger af den type CV, som du vil lave. I de kronologiske CV-typer er det vigtigt at præsentere din ansættelseshistorik i en omvendt-kronologisk rækkefølge og ikke efterlade uforklarede tidsmæssige huller. I et funktionelt CV (kompetence-CV) skal du fokusere på de mest relevante stillinger i forhold til kompetencer, og i et målrettet CV vælger du udelukkende kun relevant erhvervserfaring i forhold til den stilling, du søger.

Sektionen med joberfaring på CV’et bliver oftest placeret under dit CV-resumé, medmindre din uddannelse er det vigtigste kriterium for arbejdsgiveren i forbindelse med den stilling, du søger. I det tilfælde vil du beskrive erhvervserfaringen først efter afsnittet om din uddannelse.

Hvad skal man skrive under erhvervserfaring?

Når du skal udfylde sektionen om erhvervserfaring i dit CV, skal hvert afsnit indeholde følgende:

  1. Stilling
  2. Ansættelsessted
  3. Lokation eller ”fjernarbejde”
  4. Ansættelsesperiode
  5. Arbejdsopgaver
  6. Resultater

Hvordan skal man beskrive sin joberfaring?

Den bedste måde at beskrive din erhvervserfaring i CV’et på er at lave overskrifter bestående af stilling, virksomhed og lokation efterfulgt af en ny linje med start- og slutdato for ansættelsen. Derefter laver du listepunkter med dine arbejdsopgaver og resultater.

Eksempel

Damefrisør – Salon XYZ – København

Marts 2015 – Juni 2020

  • Dameklip – Bragte salonen 430 nye, faste kunder
  • Hårfarvning, Balayage, Ombre, Babylights – 200 nye, faste kunder; l’Oreal Color Trophy Award 2015 og 2017
  • Permanente krøller og permanent udglatning med veganske og økologiske midler – Udvidede salonens klientel med en hel ny målgruppe
  • Damestyling, håropsætning, brudeopsætning – Årlig deltager i Danmarks Mesterskaber. Medaljer i XXX Styling Competition 2018 (bronze) og 2019 (sølv)

Tips til at beskrive din erhvervserfaring i et CV

1- Beskriv joberfaringer i hele sætninger

Listepunkter under erhvervserfaring på CV’et er godt at bruge, men du skal ikke nøjes med at skrive 1 – 3 ord ved hvert punkt. Skriv hele sætninger, og beskriv, hvad du lavede hos en tidligere arbejdsgiver, hvordan du gjorde det, og hvilke resultater du har skabt. Har du udmærket dig? Har du udviklet nye faglige eller personlige kompetencer? Har lært nye hårde færdigheder? Skriv det under din erhvervserfaring på CV’et.

2- Hold det kort

Undgå at bruge unødvendige ord, når du beskriver din joberfaring i CV’et. For eksempel er ”jeg” unødvendigt at skrive, fordi arbejdsgiveren ved, at CV’et handler om dig. Ubetydelige opgaver samt færdigheder, som er en selvfølge for den stilling, du søger, er ikke nødvendigt at skrive meget tekst om. Undgå desuden fyldord og forsøg at skrive så letforståeligt, som muligt – især hvis du er akademiker. Skriv korte sætninger, og start med et verbum.

3- Brug nutid og datid om arbejdsopgaver

Skriv sætninger i nutid for nuværende stillinger og i datid for tidligere stillinger. På den måde bliver teksten livlig, involverende og effektiv. Derudover undgår du lange sammensatte navneord, som kan gøre læseren træt (såsom projektkoordinering, budgetplanlægning, administrationseffektivisering, osv.)

4- Beskriv arbejdserfaring med arbejdsgiverens nøgleord

Det er afgørende at nævne arbejdsgiverens egne ord i dine beskrivelser af erhvervserfaring eller andre steder i CV’et. Du kan finde disse ord i stillingsopslaget. Grunden til, at du absolut skal bruge dem er, at nogle arbejdsgivere bruger ATS-software til at sortere i CV’er. Disse programmer scanner CV’er for bestemte nøgleord, som ansættelseschefer indtaster på forhånd. Hvis programmet ikke finder dem i dit CV, så bliver det sorteret fra, inden ansættelseslederen når at se det.

5- Brug stærke beskrivende ord

Nogle ord har mere gennemslagskraft end andre. Udover at bruge aktive verber i nutid og datid, så prøv at finde nogle stærke adjektiver og adverbier til at beskrive, hvordan du gjorde det, du gjorde. På den måde forstærker du læserens indtryk om dig og din arbejdserfaring. Kig også i synonymordbogen og se, om du kan finde mere udtryksfulde ord end dem, du har brugt i afsnittet om erhvervserfaring på dit CV. Du kan også google power-ord og få inspiration til, hvordan du gør dit CV mere engagerende.

6- Præsentér arbejdsmæssige resultater i tal

Brug af tal effektiviserer dit CV. Det gør din erhvervserfaring målbar og dermed mere håndgribelig. Nævn tal i forbindelse med, hvor mange ansatte du har været leder for, hvor mange procent du har øget omsætningen for, hvor mange nye kunder du tiltrak på hvor lang tid og lignende.

7- Skriv, så det er næsten løgn

Dette punkt er vigtig for kvindelige arbejdssøgende. Samtlige arbejdsgivere og karriererådgivere kan bekræfte, at mænd er bedre til at beskrive sig selv som supermænd, mens kvinder er beskedne i deres CV’er og undertoner deres kompetencer. Et generaliseret råd i disse tilfælde er, at man skal skrive sådan, så det er næsten løgn, men uden at lyve. På den måde har kvinder bedre chancer for at konkurrere med mænd om de samme stillinger.

8- Brug en skabelon til erhvervserfaring på CV’et

Dit CV-layout kan fremhæve dine kompetencer eller gøre dem usynlige. Derfor er det vigtigt, at du vælger et professionelt layout, bruger listepunkter, fed skrift og strukturerede afsnit i dit CV. Hvis du er træt af de gammeldags CV-skabeloner i Word, kan du med fordel bruge en CV-bygger som Jobseeker. Hér får du professionelle CV-layouts, designet til at præsentere alt fra din uddannelse og soft skills til din erhvervserfaring på CV’et efter alle kunstens regler. Indtast dit CV, og lad CV-byggeren fremhæve det bedste i din faglige profil.

Opsummering

Sektionen med erhvervserfaring på CV’et placeres efter dine personlige oplysninger eller din CV-profiltekst, medmindre din uddannelse er det allervigtigste kriterium for at få jobbet. Hvis dette er tilfældet, så placeres din arbejdserfaring efter uddannelsesafsnittet. Det er bedst at præsentere din arbejdshistorik på CV’et som listepunkter, der indeholder hele sætninger. Beskriv dine arbejdsopgaver og resultater, nævn de kompetencer og viden, du har tilegnet dig i de forskellige jobs, og fremhæv det mest relevante for at komme først i køen til en jobsamtale.

Held og lykke med din jobsøgning!

Del via:

Slå konkurrenterne

Få dine jobansøgninger til at skille sig ud fra andre kandidaters jobansøgninger.

Kom godt i gang