Sådan laver du et CV i Word trin for trin
Er du på udkig efter muligheder for at lave et pænt og gratis CV? Så kan Microsoft Word være en god (dog ikke den nemmeste) løsning. På den ene side har Word mange gratis CV-skabeloner, du kan benytte dig af. På den anden side er det tidskrævende, og der er meget, du skal justere manuelt.

I denne guide gennemgår vi fordele og ulemper ved at skrive et CV med MS Word-templates og giver dig en trinvis vejledning til opsætning af din egen CV-skabelon i Word. Få en masse gode tips, og opdag nye, tidsbesparende alternativer til faste skabeloner for at lave et stærkt CV.
I denne guide kan du lære:
- Hvordan du laver et CV med Word-skabeloner
- Hvordan du laver din egen CV-skabelon i Word
- Fordele og ulemper ved faste skabeloner
- Alternativer til Words skabeloner
Sådan laver du et CV i Word med skabeloner
Word har flere skabeloner at vælge mellem, og det er ofte nemmest at tage en færdiglavet skabelon, når du vil lave et CV. Skabelonerne fungerer bedst til CV'er på én side – en udvidelse kræver en smule grafisk knowhow for at være stabil. Her viser vi, hvordan du laver et CV i Word trin for trin.
Trin | Sådan gør du |
1. Åbn et nyt dokument i MS Word | Åbn MS Word, og klik på Filer > Ny i det øverste venstre hjørne. Hvis du har en opdateret version af Word, vil du på denne side se forslag som ”tomt dokument”, forskellige skabeloner og et søgefelt. |
2. Brug søgefeltet | Indtast "CV" i søgefeltet, og tryk på Enter. Nu vil MS Word finde mange CV-templates og ansøgningsskabeloner frem. Bemærk, at søgefunktionen blander CV’er og ansøgninger (Word kalder dem følgebreve) sammen – vælg den rigtige skabelontype. |
3. Vælg en CV-skabelon | Overvej, hvilken type CV der er bedst i forhold til din karrieresituation (kronologisk eller funktionelt CV). Læg mærke til, hvor få ord der er indsat i Word-skabeloner, og overvej resultatet, når du indsætter alle dine CV-oplysninger. Find en velstruktureret, letlæselig skabelon, og klik på den. |
4. Indsæt din tekst i CV-skabelonen | Erstat fyldteksterne med din erhvervserfaring, uddannelse, færdigheder og kontaktoplysninger. Du kan enten kopiere og indsætte teksten fra dit brutto-CV eller skrive ny tekst i felterne. Se vores CV-eksempler for at få inspiration til, hvordan du kan strukturere dit CV-indhold. |
5. Gem dit CV i MS Word som docx og PDF | Gem dit CV ved at trykke på Ctrl+S (⌘+S for macOS) – og lav en sikkerhedskopi i skyen. Derudover er det vigtigt at gemme CV’et både som en redigerbar Word-fil og en PDF. PDF’en kan sendes til arbejdsgivere, og tekstfilen kan du bruge til nye CV'er i fremtiden. |
Tip: Brug Ctrl+Shift+V (Windows) eller Option+Shift+Command+V (macOS) for at indsætte tekst i din CV-skabelon i Word. Bruger du musen, så husk at vælge Behold kun tekst (Windows) eller Indsæt speciel > Uformateret tekst (macOS). På den måde minimerer du risikoen for, at layoutet i dit CV i MS Word vil blive ødelagt.
Sådan laver du et CV i Word fra bunden
Ofte finder man ud af, at Words CV-skabeloner er for ufleksible for at lave et godt dansk CV. Der er som regel for lidt plads til teksten, og de fastlåste grafiske elementer er svære at arbejde med. Kender du det? Smøg ærmerne op – så går vi i gang med at lave din egen skabelon trin for trin.
1. Vælg om dit layout skal bygge på tabeller eller grafiske elementer
Når du designer et CV i Word, kan du opbygge layoutet med tabeller eller med fritstående figurer og tekstfelter. Begge dele ligger under Indsæt.
- Med tabeller skal strukturen planlægges på forhånd, da de kan være ustabile, hvis du senere ændrer indholdet. Fordelen er dog, at dine marginer, linjer og afsnit automatisk står snorlige.
- Tekstfelter og figurer er langt mere fleksible, fordi du kan flytte og tilpasse dem enkeltvis. Til gengæld skal du selv sørge for at afstemme margener og afstande.
Uanset hvilken løsning du vælger, er det vigtigt at forankre alle elementer til en fast placering på siden, så layoutet ikke flytter sig, mens du arbejder.
2. Skab et enkelt og overskueligt design
Hvis du bruger tabeller: Vælg en klassisk opsætning med to kolonner – en smal venstrekolonne til foto, kontaktoplysninger og punktopstillinger og en bred højrekolonne til afsnit som Erhvervserfaring og Uddannelse. Lad tabellens kanter være synlige, mens du arbejder, og skjul dem, når du er færdig med CV’ets layout.
Hvis du arbejder med figurer og tekstfelter: Indsæt et smalt, lodret farvefelt (Indsæt > Figur > Rektangel) i venstre side. Vælg en udfyldningsfarve, og træk feltet, så det går lidt ud over både top og bund. Det vil du takke dig selv for, når dit CV skal gemmes i PDF-format. Tilføj derefter tekstfelter til de enkelte CV-afsnit (Indsæt > Tekstfelt).
3. Gør layoutet læsevenligt
Dit CV bliver markant mere overskueligt, når der er luft mellem afsnittene. Det kan du skabe med tekstfelter, hvor du selv kan styre afstanden, eller med almindelige linjeskift.
Juster også dine margener, så alt står lige i opsætningen. Hvis du arbejder med tabeller, kan lange sætninger nogle gange finde på at hoppe til næste side, uden at du opdager det – husk derfor at tjekke det.
Vigtig bemærkning
Hold altid øje med, hvad der sker med dit CV i MS Word, mens du indtaster ny information, retter noget eller indsætter billeder. I modsætning til Jobseekers CV-skabeloner er Words skabeloner ikke fleksible, så felterne kan rykke sig. Hvis dette sker, kan du bruge Ctrl+Z eller klikke på Fortryd øverst i venstre side.
4. Vælg læsevenlige skrifttyper og størrelser
Gå efter simple, digitale skrifttyper som Calibri, Arial eller Verdana, og brug helst den samme skrifttype gennem hele CV’et. Du kan skabe hierarki mellem brødtekst og overskrifter ved hjælp af versaler eller en større skriftstørrelse, og brødteksten kan struktureres yderligere med fed skrift eller kursiv. Som udgangspunkt fungerer 10-12 pt. godt til brødteksten, men det er bedst at gøre CV’ets titel og overskrifter væsentligt større, så strukturen er tydelig.
5. Brug farver med omtanke
En velvalgt farve kan give CV’et karakter uden at stjæle rampelyset. Hold dig til én primær farve og eventuelt én nuance af den. Vælg skriftfarver med høj kontrast i forhold til baggrunden:
- Hovedkolonnen skal helst være hvid eller meget lys, og brødteksten sort eller den mørkeste tone af din valgte farve
- Sidekolonnen skal helst have en mørk baggrundsfarve og en hvid eller helt lys skriftfarve
- Høj kontrast hjælper både læseren og ATS‑systemer
Vigtig bemærkning
Når du laver et CV i Word, kan du afprøve forskellige farver og se, hvad der spiller med farven på din fotobaggrund, dit tøj, tænder og hud. På den måde kan du skabe et sammenhængende udtryk, der fremhæver dine bedste sider.
6. Gem dine filer i de rigtige formater
Mens du arbejder på dit CV i Word, kan du løbende gemme det som en almindelig Word‑fil (.docx). Når du er færdig, er det bedst at oprette to yderligere versioner:
- Skabelon-format: Filer > Gem som > Word‑skabelon (.dotx)
Bruges, hvis du senere vil lave flere udgaver af dit CV ud fra samme layout. - PDF til at sende til arbejdsgivere: Filer > Gem som > PDF (.pdf)
Fjerner røde streger fra Words stavekontrol og sikrer, at layoutet ser ens ud hos dig og hos modtageren.
Er du usikker på, hvad arbejdsgivere forventer at se i de forskellige CV-afsnit, og hvordan det skal præsenteres? Slå dine mest aktuelle spørgsmål op i vores CV-blog for at få indsigter i, hvad arbejdsgivere foretrækker.
Fordele og ulemper ved et CV i MS Word
Word kan være en god løsning, hvis du vil lave et nyt CV, men programmet har også sine begrænsninger. Her er de fordele og ulemper, du bør overveje, før du kaster dig ud i projektet med at lave et CV i Word.
Fordele
- Variation: Der er få indbyggede, men tusindvis tilgængelige MS Word-skabeloner, der kan downloades
- Forskellige prisniveauer: Word har både gratis og betalte skabeloner i forskellige prisklasser
- Klar til brug: Layoutet, farveskalaen, skrifttyper og -størrelser er forudbestemte
- Klassiske og moderne CV’er: Du kan vælge mellem omvendt-kronologisk og funktionelt CV, kreative CV-typer og den populære Modern CV Template
Ulemper
- Tidskrævende: Skabelonerne er ufleksible, så man bruger tid på at justere layoutet, skriftstørrelsen og tekstens længde for at få den til at passe til felterne
- Ustabilt layout: Hvis man indsætter noget tekst eller et billede, kan layoutet finde på at rykke sig, og formateringen bliver ødelagt
- Man skal vælge skabelonen på forhånd: Det er ikke muligt at udskifte skabelonen uden at skulle udfylde alle felter på ny
- Varierende ATS-venlighed: På grund af kreative layouts og muligheden for at ændre skrift- og baggrundsfarver uden advarsel om konsekvensen, kan mange Word-CV’er ikke indlæses korrekt i arbejdsgiveres HR-rekrutteringssystemer (ATS), selv hvis de uploades i PDF-format
Alternativer til Words CV-skabeloner
Den nemmeste og hurtigste måde at lave et godt CV på er at bruge nyere CV-portaler og CV-byggere som Jobseeker. Der finder du brugervenlige og intuitive templates, der sparer dig en masse tid og sikrer, at dit CV vil fremstå skarpt og stabilt på papir som på enhver computerskærm. Her er et eksempel på, hvordan et CV ser ud i Jobseekers CV-skabeloner.
Hvorfor er Jobseeker et godt alternativ til Words CV-skabeloner?
Ifølge Jobseekers rekrutteringsundersøgelse vil 98,8 % af HR-ansatte se CV’er med en stilren og konsekvent formatering. Derfor har vi udviklet en lang række stilrene, velstrukturerede og ATS-venlige CV-skabeloner, du kan vælge mellem.
Du skal kun udfylde dine CV-oplysninger én gang. Skift derefter skabeloner, og gem flere udgaver af dit CV uden at skulle indtaste det hele på ny. |
Du får AI-hjælp til at skrive din profiltekst og udpege de mest relevante kompetencer, der skal fremhæves i dit CV. |
CV-skabelonerne har matchende ansøgningsskabeloner med integreret AI, så du kan skabe en sammenhængende præsentation. |
Hvis du har brug for yderligere hjælp til at skrive, er der masser af inspiration at hente på siderne med eksempler på ansøgninger, CV-eksempler og gode råd. Prøv hele pakken i dag, og kom hurtigere i mål med din jobsøgning!
3 takeaways om at lave CV i Word
Nu har du fået en masse tips til at lave et Word-CV og opdaget fleksible alternativer, hvis du ikke har tid til faste skabeloner. Her er de vigtigste takeaways, hvis du overvejer at lave dit CV i Word.
- Word-skabelonernes funktionalitet: Tabel-baserede CV-skabeloner er ufleksible, men kræver mindre justering. Figur-baserede skabeloner er mere fleksible: Du kan flytte afsnit og tekstfelter, men du skal selv sørge for ensartede linjeafstande og marginer.
- Den største fordel: Der er gratis Word-skabeloner tilgængelige i den gratis onlineversion af Word, og du kan lave helt unikke skabeloner fra bunden for at få dit CV til at skille sig ud.
- Den største ulempe: Word er et tekstredigeringsprogram, og CV er i høj grad et grafisk dokument, så det kræver tid, tålmodighed og viden om, hvordan man arbejder med grafik i Word.
Hvis du ikke har viden eller tiden til at lave et CV i Word, er CV-byggere online det nemmeste alternativ til Words skabeloner. Med en CV-bygger som Jobseeker kan du nemt og hurtigt udfylde dine CV-oplysninger eller indlæse dit gamle CV og vælge fleksible, professionelle og ATS-sikre skabeloner.
Held og lykke med dit CV!
Imponér arbejdsgivere med dit CV
Trinvis vejledning i at oprette et professionelt CV på få minutter.






