Fritidsinteresser til CV: Beskriv dine hobbyer
Skrevet af Radvilé Liolyté, tekstforfatter • Senest opdateret d. 23. april 2025

Fritidsinteresser til CV: Sådan skriver du om dine hobbyer [+70 eksempler]

CV’ets afsnit om fritidsinteresser giver arbejdsgivere indblik i, hvordan du er som menneske og kollega, og hvilke overførbare kompetencer du potentielt har. Her kan du lære, hvordan man bedst beskriver fritidsinteresser på et CV, og se en liste med anbefalede fritidsaktiviteter og eksempler på fritidsinteresser, der ikke kan anbefales at nævne.

Kom godt i gang

Hvorfor skrive om sin fritid på CV’et?

Dit privatliv, dine interesser og de aktiviteter, du laver i din fritid, fortæller arbejdsgiveren om dine værdier og personlige kompetencer. De er med til at tegne et billede af, hvilke styrker du har som menneske, og hvad du vil bidrage med i forhold til stemningen og arbejdsmiljøet. Derfor kan fritidsinteresser på CV’et tilføje din ansøgning værdi og øge dine chancer for at blive ansat.

Hvad siger arbejdsgivere om fritidsinteresser på CV’et?

Rekrutteringsundersøgelser(1) viser, at omkring 70 % af danske arbejdsgiverne læser afsnittet om fritidsinteresser på kandidaternes CV'er, mens 30 % ikke lægger ikke vægt på det. De, der læser afsnittet, sætter især pris på to områder: sport og de såkaldte overskudsinteresser, det vil sige frivillige aktiviteter. Her er hele listen over fritidsinteresser, som arbejdsgivere finder attraktive:

  • Aktiv sportsudøver (ikke eliteniveau) – 53 % (46 % i den offentlige sektor)
  • Frivillig i velgørende organisation – 31 % (41 % i den offentlige sektor)
  • Tillægger ikke fritidsaktiviteter betydning – 29 %
  • Bestyrelsespost i forening – 28 %
  • Familiemenneske – 27 %
  • Rejseaktiv – 13 %
  • Sport på eliteniveau – 11 %
  • En mere sjælden og særlig fritidsinteresse – 6 %
  • Boglæser – 5 %

Skal man skrive om sine fritidsaktiviteter på CV'et?

Svaret er ja, hvis du har plads til det på dit to-siders CV, og hvis du kan beskrive det ordentligt. Afsnittet om fritidsinteresser på dit CV sender et budskab om dig og dine styrker. Men de kan kun forstås, hvis du italesætter og beskriver dem i afsnittet. Det kan derfor ikke anbefales, at du nøjes med at skrive tre ord, adskilt med kommaer.

Tilpas CV-afsnittet om dine fritidsinteresser til forskellige jobs

Du kan målrette din præsentation af fritidsinteresser på CV’et mod forskellige stillinger ved at indarbejde relevante ord i beskrivelserne. Hvis jobannoncen ikke udpeger nogen bestemte bløde færdigheder og personlige kompetencer, kan du overveje, hvad der bedst supplerer dine faglige kvalifikationer i forhold til stillingen. Nævn disse kompetencer i beskrivelsen af dine fritidsaktiviteter, og husk, at energi og overskud, selvom de ikke ligefrem er kompetencer, er en højt værdsat ressource.

TIP

Tjek dit CV-afsnit om fritidsinteresser for negativt ladede udtryk: Hvis du er medlem i nogle organisationer eller bevægelser, der har med ”anti-” eller ”bekæmp” at gøre, så sørg for at beskrive dem som fredsfokuserede og ikke kampfokuserede – læg ekstra vægt på positive emotioner.

Hvilke fritidsaktiviteter er bedst at skrive på et CV?

Ifølge undersøgelser er vigtigst at skrive om dine fysiske aktiviteter og dit frivillige arbejde, hvis du vil imponere din kommende arbejdsgiver.

Det kan også anbefales, at du undlader at udtrykke dine politiske og religiøse holdninger i dit CV. Undgå også fritidsinteresser som omhandler adrenalin og penge, herunder spil og aktiehandel, medmindre det selvfølgelig er relevant for det job, du søger.

Tænk på utvetydigt positive aspekter

JA

  • Fællesskaber
  • Fysisk aktivitet
  • Kreativitet
  • Overskud
  • Udvikling

NEJ

  • Politik
  • Religion
  • Penge
  • Rusmidler
  • Adrenalin

Overvej at undersøge potentielle kollegaer

Laver du noget i din fritid, som du er i tvivl om, hvorvidt du skal skrive eller undlade på dit CV? Her kan det være en god idé at screene og undersøge den arbejdsgiver, du søger job hos. Brug Google, Linkedin og andre sociale medier for at finde ud af, hvad din kommende chef bruger sin fritid på. Screen også andre folk i den samme afdeling eller team, og dan dig et billede af, hvad de laver i deres fritid. På den måde kan du tyde, hvilke fritidsaktiviteter chefen har blåstemplet ved ansættelser i det pågældende team.

Brug fritidsinteresser til at vise dine overførbare kompetencer

Dine fritidsinteresser fortæller arbejdsgiveren om kompetencer, som man ikke nødvendigvis kan tyde fra din uddannelses- og arbejdshistorik. For eksempel:

Eksempler til CV: Hobbyer der viser overførbare kompetencer
KompetenceFritidsinteresse
LederskabFodboldtræner, bestyrelsesforperson, mentor
SelvledelseLøb, marathon, studie- og forskningsprojekter
SamarbejdeHoldsport, dans, foreningsarbejde
ProblemløsningHackathon, skak, orienteringsløb
KreativitetKeramik, fotografi, grafisk design

Eksempler på kontroversielle fritidsinteresser

  • Gambling
  • Gaming (medmindre du er udvikler)
  • Ekstremsport
  • Aktivt medlem i et parti eller ungdomsbevægelse, der ikke er direkte relevant for stillingen
  • Fan af en fodboldklub, der ikke er direkte relevant for stillingen
  • Fester

Hvordan beskriver man fritidsinteresser på et CV?

CV-sektionen ”Privat og fritid” eller ”Fritidsinteresser” består af 2-5 linjer (det kommer an på dine margener). Den bedste måde at præsentere dine fritidsinteresser i CV’et er at skrive hele sætninger. Det øvrige indhold i dit CV er ganske tørt og fortæller kun arbejdsgiveren om din faglige profil. Hér kan du gøre teksten levende og vise en vis grad af følelse.

Sådan laver du et godt afsnit om din fritid på CV'et

  1. Vælg 2-3 fritidsaktiviteter: Se listen med eksempler på fritidsaktiviteter til CV nedenfor
  2. Skriv en sætning om hver fritidsinteresse: Beskriv, hvad du laver, og hvilken værdi det skaber for dig
  3. Fremhæv relevante fordele: Nævn nogle kompetencer, og beskriv, hvordan aktiviteten giver dig glæde og overskud

Praktiske tips til CV-afsnittet om fritid

  • Relevans er vigtigst: Inkludér kun de fritidsinteresser og -aktiviteter, der kan relateres til stillingen og vise relevante kompetencer
  • Sæt afsnittet om fritidsinteresser i bunden af dit CV: Dette afsnit bør ikke stjæle opmærksomheden fra afsnittene om din erhvervserfaring og uddannelse, som er vigtigst for arbejdsgivere
  • Hold det kort: tre linjer er rigeligt at skrive om dine fritidsinteresser

Eksempler på beskrivelser af fritidsinteresser til CV

Her er tre eksempler på fritidsinteresser til CV, angivet i den længste og mest beskrivende form. Du kan forkorte dine beskrivelser til én sætning pr. aktivitet.

  • ”Jeg elsker lange løbeture i naturen og løber 2-3 gange om ugen. Det giver mig energi og overskud, som jeg nyder at bruge sammen med min familie. Vi er vilde med natur og friluftsliv og bruger weekenderne i skoven eller ved stranden, hvor vi bl.a. er frivillige i oprydningsprojekter.”
  • ”Jeg starter min dag med en svømmetur i havet, uanset om det er sommer eller vinter. Det klarer hjernen og gør mig fuld af energi og positivitet til resten af dagen.”
  • ”Min store passion er andre kulturer og deres mad. Jeg rejser som minimum i én weekend om måneden og i alle ferierne, og henter inspiration i hele verden. Når jeg er hjemme, elsker jeg at lave mad til mine venner og de tre ældre, som jeg er besøgsven for.”

Tips til valg af dine fritidsaktiviteter til CV’et

  • Både private og offentlige, store og små virksomheder vægter sportsaktiviteter højest – så længe det ikke er på eliteniveau. I så fald er det kun 11 % af arbejdsgiverne, der synes, det er interessant eller positivt.
  • Hvis du vælger at skrive om frivilligt arbejde med økologi, anti-madspild eller klima, så fokusér teksten på, hvordan fritidsinteressen påvirker dig emotionelt frem for at tale om, hvad der er rigtigt og forkert.
  • De fleste skriver rejser på CV’et ved deres fritidsinteresser. Og så stopper de efter at have skrevet det ord. Hvis du vil skrive rejser på CV’et som din fritidsinteresse, så beskriv, hvordan du er aktivt rejsende, hvad du laver under rejserne, og hvad du får ud af dem.

Liste over fritidsinteresser til CV

Hvis du mangler inspiration og idéer til, hvilke fritidsaktiviteter du skal skrive på CV’et, har vi lavet en liste med de mest positivt vurderede fritidsinteresser og hobbyer her:

Sport og fysisk aktivitet

  • Løbeture
  • Fodbold
  • Håndbold
  • Badminton
  • Fitness (specificér)
  • Yoga
  • Crossfit
  • Klatring
  • Marathonløb
  • Svømning

Frivilligt arbejde i velgørende organisationer

  • Indsamler
  • Besøgsven
  • Lektiehjælper
  • Aktivitetsven
  • Natcafémedarbejder
  • Mentor
  • Frivillig rådgiver
  • Aflastningsfamilie
  • Underviser
  • Dyrepasser

Lederarbejde som hobby

  • Tropsfører for spejdere
  • Fodboldcoach for børnehold
  • Holdleder for et sportshold
  • Frivillig café-/butiks-/eventleder
  • Frivilligkoordinator
  • Bestyrelsesforperson
  • Ansvarlig for X i en forening
  • Medlem i et udvalg
  • Leder af en affaldsindamlingsgruppe
  • Netværksgruppekoordinator

Forenings- og bestyrelselsesarbejde

  • Andelsboligforeningsbestyrelse
  • Skolebestyrelse
  • Højskolebestyrelse
  • Børnehavebestyrelse
  • Forældreudvalg
  • Aktivitetsudvalg
  • Spejderforeningsbestyrelse
  • Fagforening
  • Studieudvalg
  • Studenterbestyrelse

Familiemenneske – fritidsaktiviteter

  • Vandreture
  • Camping
  • Madlavning og bagning
  • Friluftsliv og udflugter i naturen
  • Samle svampe
  • Fisketure
  • Spil- og filmaftener med familien
  • Aktiv deltagelse i børnenes fritidsaktiviteter
  • Familiens fælles arbejdsdage i haven eller i hjemmet
  • Gør-det-selv-aktiviteter med familien

Andre fritidsaktiviteter

  • Sang i kor eller i et band
  • Spille eller skrive musik
  • Dans
  • Sejlads
  • Lystfiskeri
  • Klatring og bjergbestigning
  • Biler og automekanik
  • Ridning
  • Rejser (beskriv så detaljeret som muligt)
  • Wikipedia-artikelskrivning
  • Open source-udvikling
  • Dyrepasning
  • Hobbygartneri
  • Skakspil
  • Keramik
  • Malerkunst
  • Makeupkunst
  • Neglekunst
  • Gør-det-selv

Sådan skriver du om fritidsinteresser på CV

For at skrive et godt afsnit med dine fritidsinteresser på et CV skal du vælge 2-3 fritidsaktiviteter. Det kan anbefales, at du vælger en aktiv sportsinteresse og/eller en frivillig beskæftigelse. Familien rangerer også højt i arbejdsgivernes øjne og signalerer, at du er stabil og ansvarsfuld. Hvis du kan vælge det som din tredje fritidsinteresse, har du lavet en rigtig god blanding.

Det er vigtigt at huske at skrive hele sætninger, sætte dine fritidsinteresser ind i kontekster (hvor og hvornår du gør det) og beskrive, hvordan din fritidsbeskæftigelse beriger dit og andres liv.

Se flere tips i vores blog om CV-skrivning.

Kilder

(1) Konsulenthuset ballisager: Rekrutteringsanalysen 2015

Ofte stillede spørgsmål om fritidsinteresser på CV

Del via:
Radvilé Liolyté
Radvilé Liolyté
tekstforfatter
Har i over 15 år researchet blandt andet rekrutteringsbranchen og skrevet over 100 praktiske guides, der hjælper jobsøgende til at skrive et stærkt CV.

Slå konkurrenterne

Få dine jobansøgninger til at skille sig ud fra andre kandidaters jobansøgninger.

Kom godt i gang