CV til karriereskift og brancheskift
Skrevet af Radvilé Liolyte, tekstforfatter • Senest opdateret d. 15. april 2024

CV til karriereskift og brancheskift

Ifølge Danmarks Statistik har danskere siden 2004 været den mest jobskiftende nation i EU. Omkring halvdelen af lønmodtagere skifter job hvert år, inklusive karriere- og brancheskift. Er du en af dem, der vil tage springet i år, får du brug for at tilpasse dit CV for at gøre det relevant for nye arbejdsgivere. I denne artikel kigger vi på, hvordan du gør dit CV klar til dit karriereskift.

Skriv dit CV om når du skifter karrierespor

Et målrettet CV er vejen til at lande dit nye job, uanset om du vil skifte jobtypen, branchen eller karriereretningen. For at din karriere kan tage en drejning, skal dit gamle CV skrives om både i forhold til, hvilke kompetencer du fremhæver, og hvilke branchespecifikke udtryk du bruger. Når du har tilpasset dit CV på denne måde, skal det kun rettes til i forhold til en specifik jobannonce, og du er klar til at søge nye karriereveje. 

CV’ets opbygning for karriereskifteren

Når det kommer til omformning af dit CV til et karriereskifte-CV, har du tre gode muligheder.

Lav et kompetence-CV

Det kompetencestyrede CV, også kaldet funktionelt CV, anbefales af danske karriererådgivere i forbindelse med karriereskifte. I denne CV-type skriver du 3-8 kompetencer i venstre side og præsenterer, hvordan du har udviklet eller brugt dem i dit arbejdsliv i højre side. Du kan også lave en CV-sektion for hver kompetence.

Nævn relevante

  • stillinger,
  • jobfunktioner,
  • projekter,
  • resultater,
  • uddannelser,
  • kurser,
  • tekniske samt IT-færdigheder.

Selvom dit fokus ligger på faglige og personlige kompetencer, prøv at fastholde kronologien i dit karriereskifte-CV.

Omskriv dit omvendt-kronologiske CV

Behold din oprindelige CV-opbygning, men målret dit indhold i forhold til den stilling, du søger.

  • Udarbejd en stærk og relevant CV-overskrift
  • Skriv en ny profiltekst, hvor du præsenterer de mest relevante kompetencer
  • Slet irrelevante erfaringsbeskrivelser
  • Opdatér indholdet i afsnittene om færdigheder og kompetencer med de kompetencer, du finder nævnt i jobannoncen
  • Lav nye erfaringsbeskrivelser under hver stilling, hvor du fremhæver det, der er relevant for din drømmearbejdsgiver
  • Tilpas dit ordvalg, især hvis du skifter branche eller sektor, lav ”borgere” om til ”kunder” eller ”klienter” og omvendt, og undersøg andre vigtige udtryk

Lav et onepager-CV

Onepager-CV kaldes også et netværks-CV eller et resumé-CV, og er udbredt i engelsktalende lande. Denne CV-type fylder kun én side og er oplagt til at dele med dit netværk. Formatet gør det nemt for dine fag- eller branchefæller at vise dit CV til deres travle chefer, så snart der er ved at være en ledig stilling.

  • Vælg en kompakt CV-skabelon med en sidekolonne, da denne løsning udnytter hver en centimeter af dit CV’s areal
  • Skriv en stærk overskrift og profiltekst
  • Angiv din uddannelse og relevant erfaring med fokus på kompetencer
  • Udfyld alle felterne i sidekolonnen med dine kompetencer og færdigheder
  • Del dit onepager-CV med netværket

Del dit karriereskifte-CV med netværket

Ifølge Konsulenthuset ballisager (5) brugte 70 % af små private, 63 % af store private virksomheder og 40 % af den offentlige sektors arbejdsgivere deres netværk ved seneste ansættelse. Samtidig søgte kun 21 % af arbejdsgivere efter medarbejdere blandt deres interne kandidater. Man kan ledes til at tro, at du med et karriereskifte-CV formidlet gennem netværk har en markant højere chance for at vinde konkurrencen om dit drømmejob, end selv de ansatte i virksomheden.

Skal konteksten for dit karriereskift forklares på CV’et?

Hvis du kan udtrykke grunden til, at du skifter spor, i én positivt ladet sætning, kan du skrive det i slutningen af profilteksten på dit karriereskifte-CV. Dette gælder, når du har noget godt at sige om dine fremtidige muligheder og ikke mindst om din forrige jobtype, arbejdsplads eller branche.

Pro tip:

Videreudvikling af dine kompetencer er en typisk god grund til at skifte spor i karrieren. Det kan du skrive om i dit karriereskifte-CV, men du må gerne udtrykke det på andre, mere konkrete måder, så det ikke lyder som en kliché.

Positiv motivation for karriereskift

I de fleste sammenhænge er der ikke en god grund til at skrive forklaringer i dit karriereskifte-CV. For det første er CV’et ikke det rette sted at gøre det, da dette kan føre til mere forvirring end afklaring hos arbejdsgiveren. Du kan forklare dine årsager i din ansøgning eller under jobsamtalen, så længe du har en positiv motivation.

For det andet, hvis du udarbejder et godt og målrettet karriereskifte-CV, vil arbejdsgiveren ikke lægge vægt på, at du kommer fra en anden baggrund, i en grad, som du måske går og tror. De vil være klar over, at dine kompetencer matcher deres behov, og resten vil være småting i første omgang. Hvis du skriver en længere forklaring, kan du drage arbejdsgiverens opmærksomhed på sidespor og væk fra din relevans som kandidat.

Brug i stedet den sparsomme plads på dit karriereskifte-CV til information, der viser arbejdsgiveren, hvordan dine kompetencer matcher stillingens krav. Dette er noget, de kan bruge, og det vil øge dine chancer for at blive ansat.

Negativ motivation til karriereskift på CV’et

Mangel på støtte og feedback fra den nærmeste leder er hovedårsagen til, at danske lønmodtagere siger op (7). Er dette også dit tilfælde, eller har du andre negative grunde til at skifte spor i din karriere, anbefaler karriererådgivere ikke, at du skriver det nogen steder (6).

Sæt dit karriereskift i et udviklingsperspektiv, og fremhæv, hvorfor du vil arbejde hos netop den virksomhed. Dette kan du gøre i din ansøgning og på den måde give din potentielle arbejdsplads brugbar information om din motivation.

Fokusér på kompetencer i dit karriereskifte-CV 

Alle stillinger indebærer kompetencer, som kan bruges i andre brancher, jobfunktioner og virksomheder. Du skal blot vide, hvad der er behov for, og hvordan du pakker det ind.

  • Research din ønskede jobtype i den nye branche eller virksomhed. Dan dig et overblik over de ansattes kompetenceprofiler og typiske opgaver i de stillinger, der kunne være relevante for dig.
  • Læs jobannoncer i forhold til jobtype, virksomhed og branche på jobsøgningsplatforme.
  • Skab et nyt fagligt netværk på LinkedIn, hvor du kan stille spørgsmål til de ansatte, læse deres diskussionstråde og holde fingeren på pulsen i branchen. På den måde kan du afdække, hvad du kan bidrage med, og hvad de kalder disse kompetencer.
  • Sørg for at bruge dit nye netværks foretrukne udtryk i dit karriereskifte-CV, så du lyder relevant som kandidat. 
“Man kan ledes til at tro, at du med et karriereskifte-CV formidlet gennem netværk har en markant højere chance for at vinde konkurrencen om dit drømmejob, end selv de ansatte i virksomheden.”

Kom spørgsmål og indvendinger i forkøbet

Når du har skrevet den første udgave af din karriereskifte-CV, prøv at spørge nogle relevante personer fra dit netværk om feedback. Hør om deres spørgsmål, og overvej, om disse spørgsmål kan besvares ved at formulere noget anderledes i dit CV, eller ved at tilføje et par velvalgte ord de rette steder.

Hvorfor søger du job hos mig?

Dette spørgsmål kan opstå hos arbejdsgiveren, hvis sproget og kompetencerne i dit CV er tydeligt irrelevante. Du kan nemt komme det i forkøbet ved at lave din research og målrette dit CV. Vær opmærksom på dit ordvalg, da nogle kompetencer, arbejdsopgaver, mm. kan være ugenkendelige for arbejdsgiveren blot på grund af, at du bruger en jargon, der er specifik for din nuværende branche, sektor eller arbejdsgiver.

Hvad lavede du i de tre år?

Dette spørgsmål er typisk forbundet med den kompetencestyrede CV-type. På grund af den måde, man strukturerer informationen på, kan det nogle gange virke som, at der er uforklarede tidsperioder i dit CV, hvor du ikke var i beskæftigelse. Gør dig umage med at angive datoer i en omvendt-kronologisk rækkefølge. Hvis du ikke kan undgå huller i hovedsektionen på dit CV, prøv da at dække dem i andre sektioner i din ansøgning, eller hold dig til det kronologiske CV.

Hvordan tror du, at du kan arbejde i min branche?

Hvis du skifter branche, kan arbejdsgiveren være overbevist om, at dit kendskab til deres branche er altafgørende. Dette gælder især, hvis de har haft en mangeårig, lineær karriere i den samme branche eller virksomhed. Din research og ordvalg er igen den bedste måde at forebygge brande på. Et netværk på faglige sociale medier kan også være med til at hjælpe dig med nyttig viden om det, arbejdsgivere synes er helt unikt for deres branche.

Afsluttende tanker

Nogle gange kan kompetencer, der kommer fra andre brancher, jobtyper og stillinger være den største ressource, en arbejdsgiver kan få. Men du skal stadig kunne imødekomme de basale krav for din drømmestilling. Når du laver et karriereskifte-CV, bør du derfor fokusere på dine overførbare kompetencer og fremhæve et match mellem dine kompetencer og arbejdsgiverens behov.

Omskriv dit omvendt-kronologiske CV, så du taler din potentielle arbejdsgivers sprog. Lav et onepager-CV, som du kan dele med dit netværk. Lav en kompetencebaseret CV-udgave, som kan hjælpe med at overbevise arbejdsgiveren om, at du er den bedste kandidat.

Når du er klar til at lave dit karriereskifte-CV, er Jobseeker et af de bedste steder at starte. Kig på vores fagspecifikke CV-eksempler, og tag en CV-skabelon, som du kan bruge til alle tre CV-typer, der kan hjælpe med dit karriere- eller brancheskift. Læs mere om CV-skrivning, og opret dit CV i dag! 

Kilder

(1) Danmarks Statistik, Danskere skifter oftere job end andre europæere, dst.dk, 16/03/2004

(2) Møller, Maria Runøe (TV2), Danskerne er europæiske mestre i at skifte job - og det kan godt betale sig, nyheder.tv2.dk, 25/02/2017

(3) Bonzer (Ritzau), Danske medarbejdere skifter job som aldrig før, via.ritzau.dk, 01/09/2022

(4) Santesson, Tine (DJØFbladet), Næsten en million skiftede job sidste år, djoefbladet.dk, 13/06/2023

(5) Konsulenthuset ballisager, Danskernes jobskifte anno 2022 – det siger Kandidatanalysen, ballisager.dk, 18/01/2024

(6) Konsulenthuset ballisager, 7 klassiske CV-dilemmaer: Sådan løser du dem, ballisager.dk, 18/01/2024

(7) Nielsen, Søren Leth (Zephyr Consulting), Top 3 grunde til at dine medarbejdere siger op, zephyrconsulting.dk, 15/04/2022

Del via:
Radvilé Liolyte
Radvilé Liolyte
tekstforfatter
Har i over 15 år researchet blandt andet rekrutteringsbranchen og skrevet over 100 praktiske guides, der hjælper jobsøgende til at skrive et stærkt CV.

Slå konkurrenterne

Få dine jobansøgninger til at skille sig ud fra andre kandidaters jobansøgninger.

Kom godt i gang