CV-resumé: En profiltekst til dit CV i 5 trin
Ifølge Rekrutteringsanalysen 2017 læser 80 % af arbejdsgivere og ansættelsesledere dit CV som det første. Og hele 83 % læser CV-resuméet. Hvis dit CV ikke virker interessant, har du kun 51 % chance for, at din ansøgning vil blive læst. Derfor er et stærkt og informativt CV-resumé (også kaldet CV-profil eller profiltekst) det første trin på vej til en jobsamtale. Så hvordan udarbejder du en god profil til CV’et? Læs videre og se vores guide om resuméskrivning samt eksempler på en CV-profiltekst, som vil hjælpe dig med at skrive din egen. Vi gennemgår grundigt et eksempel, så du kan se, hvordan du arbejder med teksten til dit resumé.
Hvad er en profiltekst til CV?
En CV-profiltekst (også kaldet CV-resumé) er det første afsnit i dit CV, hvor du med 50 – 100 ord præsenterer dig som fagperson i forhold til den stilling, du søger. Profilteksten fylder 3 – 5 linjer og består af 3 – 4 sætninger, som er et summary af din elevatortale. Den skrives om hver gang, du sender en ansøgning.
Pointen med en CV-profiltekst er at vise, at du er relevant for lige præcis den stilling eller det firma, du søger i. Oftest har man mange forskellige arbejdserfaringer og uddannelser i et CV, men ansættelsesledere har ikke tid til at analysere dem. Derfor er det vigtigt at lave en kort sammenfatning af din faglige profil og fremhæve det vigtigste, der kan sælge dig og få arbejdsgiveren til at læse hele dit CV.
CV-resumé – En faglig profil til dit CV
CV-resuméet kan ses som en opsummering af indholdet i dit CV, hvor dine personlige kompetencer også skinner igennem. Resuméet indeholder følgende:
- Stillingsbetegnelse og titel
- Kernekompetencer, færdigheder (også soft skills), tools og erfaring – med eksempler
- En sammenfatning af de resultater du har skabt i andre virksomheder – helst med tal
- Din motivation og karrieremål
- Hvordan du matcher stillingen eller firmaet
Hvordan skriver man en CV-profiltekst?
For at udarbejde en god CV-profil, kan du starte med at kigge på de fem ovenstående punkter. Lav dem om til spørgsmål, og prøv at besvare dem så specifikt og konkret, som muligt. Hvis din uddannelse er relevant for stillingen, så skriv den ind ved det første spørgsmål. Mange har uddannelser, som ikke er relevante for det, de faktisk arbejder med. Er det også tilfældet for dig, så spring uddannelsen over og prioritér arbejdserfaring.
Det kan tage lang tid at skrive en CV-profiltekst, og det er okay, fordi det handler jo om en lang periode i dit liv. Når du har skrevet flere CV-resuméer og læst eksempler på andres profiler, kommer det til at gå hurtigere.
Er du færdig med det første udkast? Så skal vi i gang med at redigere dit resumé. Det gør vi ved at følge disse 5 trin.
CV-resumé i 5 trin
1- Slet det unødvendige i din faglige profil
Når du har skrevet dit første udkast til et CV-resumé, er den sikkert fyldt med en masse jeg’er, min’er, generiske ord og fyldord. Dem skal du slette fra din CV-profiltekst. Det er vigtigt at få beskrevet dine kompetencer så konkret og objektivt som muligt over for ansættelseslederen.
2- Vælg 2-3 personlige kompetencer
Hvis du har opremset flere personlige kompetencer, erfaringer eller redskaber, så vælg to-tre af disse fra hver liste. Når det kommer til kernekompetencer, er det bedst kun at fokusere på én personlig kompetence. Det kan virke farligt, fordi du kan komme til at vælge noget vigtigt fra, men det, du synes, er vigtigt, stemmer ikke nødvendigvis overens med, hvad arbejdsgiveren synes. Fortsæt til næste trin for at afklare, hvad der er vigtigst.
3- Udvælg 2-3 nøgleord fra stillingsopslaget
Find de nøgleord, som arbejdsgiveren bruger i jobbeskrivelsen. Måske du har skrevet ”ordensmenneske” som din personlige kompetence, men ansættelseslederen skriver ”struktureret”. Udskift dine ord dér, hvor I mener det samme. Det er vigtigt af to grunde. For det første, så ved du ikke, om arbejdsgiveren bruger en ATS (Applicant Tracking Software) i sin screening af CV’er. Disse programmer scanner dit CV for nøgleord, som arbejdsgiveren har valgt, og som oftest står i jobbeskrivelsen. For det andet, hvis arbejdsgiveren selv læser dit CV-resumé, så øger det dine chancer for at komme i betragtning, hvis I taler samme sprog.
4- Flet resten sammen i 3-4 sætninger
Skriv nu CV-resuméet med de få nøgleord, du har udvalgt, og undgå selvfølgelig at bruge den type ord, du har slettet ved trin 1. Der er ikke behov for at skrive ”jeg” flere gange – arbejdsgiveren ved, at det handler om dig. Hvis du har skrevet flere kompetenceord, så sæt dem ind i en kontekst ved at give eksempler på, hvordan dine kompetencer kommer til udtryk (uden at bruge ordet ”eksempel”). Angiv de resultater, du har opnået, og den værdi, du har skabt i dit nuværende eller i dine tidligere jobs, som tal og procentdel. Det viser sig at have stor indflydelse på arbejdsgivere.
5- Målret CV-profilen
Sørg for, at din CV-profiltekst fortæller ansættelseschefen, hvad du kan gøre for virksomheden. Du behøver ikke at skrive en separat sætning om det – du kan også give udtryk for, at de resultater, du har opnået i dit arbejde eller karriere, også kan forventes i det firma, du ansøger hos. En profil til dit CV skal altid målrettes den stilling, du søger, eller det firma, du vil arbejde hos.
2 Eksempler på et CV-resumé
Når du skriver din CV-profiltekst, kan du hente inspiration fra andres resuméer. Her har vi et godt og et dårligt eksempel på et CV-resumé.
Et godt eksempel på en CV-profiltekst
Uddannet kok med 10 års erfaring som køkkenchef i danske og franske restauranter og en køkkenprocent på 90 - 94. Struktureret og empatisk leder, som skaber et stressfrit og velfungerende køkken, hvor det er nemt at arbejde hurtigt, kommunikationen er klar, og sygefraværet er minimalt. Med høje krav for kvalitet og æstetik udvikler jeg menuer, som bringer 5-stjernede madanmeldelser for 6. år i træk. Ser frem til yderligere faglig udvikling i asiatisk køkken.
Et dårligt eksempel på en CV-profiltekst
Jeg er en dygtig kok med mange års erfaring fra forskellige køkkener. Jeg elsker at lave mad og er meget god til at kommunikere med mine kollegaer og gæster. Jeg er kvalitetsbevidst, positiv, kreativ, struktureret, kan multitaske og ikke stresse, når det går stærkt. Grunden til, at jeg søger dette job er, at jeg gerne vil være køkkenchef med mange ansatte, fordi jeg ville elske at kunne snakke med flere folk i hverdagen.
Forskellen mellem det gode og det dårlige eksempel på et CV-resumé
Hvorfor er det første et eksempel på en god CV-profiltekst, og det andet på en dårlig? Det andet eksempel indeholder generiske ord, som gør teksten længere og informationen tyndere. Et CV-resumé skal være kompakt og informativt.
Det gode eksempel på et CV-resumé indeholder konkret information såsom uddannelsesniveau, hvor mange års erfaring ansøgeren har, og hvordan vedkommendes kompetencer skaber værdi for virksomheden.
4 tips til, hvordan du skriver et godt CV-resumé
- Læs andres CV-profiltekster på nettet, og hent inspiration
- Bed dit faglige netværk om feedback på din tekst
- Sørg for, at din tekst er fejlfri
- Hvis du skriver en profiltekst til LinkedIn, så husk, at portalen viser kun to linjer og tre ord automatisk. Hvis du har en længere profiltekst, skal arbejdsgiverne klikke på resuméet for at kunne læse resten.
Opsummering
For at opsummere, har vi kogt alle resumé-tipsene ned til tre gyldne regler:
- Forkort: Vær kortfattet og informativ
- Afstem: Match dit ordvalg med nøgleordene i stillingsopslaget
- Målret: Skræddersy din profiltekst til arbejdsgiveren
Held og lykke med dit nye resumé til CV’et!
Slå konkurrenterne
Få dine jobansøgninger til at skille sig ud fra andre kandidaters jobansøgninger.