Ansøgning som lagermedarbejder
Skrevet af Radvilé Liolyté, tekstforfatter • Senest opdateret d. 6. november 2024

Ansøgning som lagermedarbejder

Når du søger en stilling inden for lager og logistik, er det afgørende at formidle dine kompetencer og motivation på en måde, så de matcher jobbet. Dette kan være en udfordring, men med de rigtige tips og ansøgningseksempler kan du skrive et godt følgebrev til dit CV som lagermedarbejder og skille dig ud. På denne side finder du vejledning og gode eksempler på en ansøgning som lagermedarbejder.

Kom godt i gang

Formålet med en ansøgning til lager

Dit CV giver en oversigt over dine tidligere stillinger, hvor du detaljeret beskriver arbejdsopgaverne og resultaterne. Din ansøgning skal runde CV’et af, fremhæve, hvordan du matcher det job, du søger, og få arbejdsgiveren til at kontakte dig.

Sådan bygger du ansøgningen op som lagermedarbejder

En god ansøgning har en længde på ca. 0,75 side, og hvert afsnit har sit fokusområde. Her er de vigtigste afsnit og eksempler til en ansøgning som lagermedarbejder.

Sidehoved

I den ene side af sidehovedet på din ansøgning som lagermedarbejder skal du angive dit fulde navn, adresse, telefonnummer og e-mail. I den anden side angives arbejdsgiverens firmanavn, adresse og din kontaktpersons fulde navn.

Overskrift

Udskift standardoverskriften ”Vedrørende stillingen som…” med din CV-overskrift, medmindre arbejdsgiveren beder om at kalde din ansøgning noget bestemt. Overskriften til din ansøgning som lagermedarbejder bør være informativ og reflektere dine kernekompetencer. 

3 eksempler på overskrifter til en ansøgning som lagermedarbejder

  • "Produktiv og organiseret reservedele- og lagerekspedient"
  • "Dedikeret lagermedarbejder med fokus på optimering af industrilager"
  • ”Resultatorienteret lagerassistent med 5 års erfaring søger stilling som lageroperatør”

Indledning

Indledningen skal være kort og præcis, og den skal angive, hvilken stilling du ansøger om. Den bør også fortælle, hvor du har set annoncen, eller hvem du har talt med i virksomheden, hvorfor du er interesseret i stillingen, og hvad du kan bidrage med.

Eksempel: Indledning til en ansøgning som lagermedarbejder

"Hej Martin,

Efter vores telefonsamtale angående jeres jobannonce på Jobindex skriver jeg for at udtrykke min interesse i stillingen som lagerkoordinator. Med min baggrund inden for lager- og logistikarbejde, kombineret med 5 års erfaring med at optimere lagerprocesser og håndtere varierende arbejdsopgaver mener jeg, at jeg kan løfte opgaven og være en stærk ressource hos ABC Varelager. Jeg er særligt tiltrukket af jeres engagement i innovation og effektivisering og ser frem til muligheden for at bidrage til videre procesoptimering i virksomheden.”

Nuværende situation og faglige kompetencer

Dette afsnit i en ansøgning som lagermedarbejder skal fortælle arbejdsgiveren om din aktuelle arbejdssituation og de faglige kompetencer, der gør dig til en stærk kandidat. Start med at skrive, om du pt. er ledig, i arbejde eller under uddannelse. Fortsæt med at beskrive den erfaring, der matcher arbejdsgiverens behov og krav.

Beskriv, hvad du kan, fra varemodtagelse og udpakning til ordrebehandling og -pluk, afsendelse, eller erfaring med kundeekspedition. Nævn din erfaring med relevant udstyr som stregkodescanner eller gaffeltruck, manuel og automatiseret ordrepluk, palletering, osv. Fortsæt med dit kendskab til software for lagerstyring, lageroptimering, ERP, automatiserede lagersystemer, evt. kurser i eftersyn af industrireoler og arbejdssikkerhed, mm.

Ansøgningseksempel: Kompetencer i en lagermedarbejders ansøgning

"I mit nuværende arbejde hos XYZ Warehouse har jeg vokset fra lagerassistent med ansvar for ordrepluk og pakning til lageransvarlig med fokus på optimering af arbejdsprocesser. Min erfaring med forskellige IMS og WMS, mit overblik og en stærk evne til at organisere og prioritere arbejdsopgaver med Kanban har ført til en 25 % stigning i effektiviteten. Jeg har et truckcertifikat og er rutineret med gaffel-, plukke- og reachtruck samt styring af shuttles og automatiske pallevogne."

Motivation og personlige kompetencer

Uanset om du skriver en motiveret eller en uopfordret ansøgning som lagermedarbejder, er det vigtigt at fremhæve personlige kompetencer som loyalitet, stabilitet, ordenssans, struktur, ansvarsfuldhed, overblik samt evnen til at arbejde selvstændigt og i teams. Beskriv dine styrker med eksempler, og præsentér dem som din motivation for at arbejde inden for lager og logistik.

Eksempel: Motivation i en ansøgning som lagermedarbejder 

Som person er jeg drevet af at slå mine egne rekorder, optimere og effektivisere, hvilket gør lager- og logistikbranchen det perfekte sted for mig. Min motivation for at søge denne stilling hænger tæt sammen med jeres engagement i lagerautomation med robotter, hvor jeg gerne vil have fingeren på pulsen. Jeg ser frem til muligheden for at bidrage med mine kompetencer, lære nye teknologier og se, hvilke resultater vi sammen kan skabe i både lageroptimering, personaletrivsel og kundetilfredshed.

Afslutning

Afslut din ansøgning med at takke for overvejelsen, og udtryk et ønske om videre dialog, for eksempel til en jobsamtale. Skriv en afsluttende hilsen, dit fulde navn og evt. de bilag, du sender med din jobansøgning.

Eksempel på en afslutning

Hvis du ser min profil som et godt match til jeres team, ser jeg frem til muligheden for at tale videre om, hvordan min erfaring kan bidrage hos ABC Varelager. Kontakt mig på 1234 5678 eller via e-mail på navn@example.com for at aftale en tid, eller hvis du vil se mine referencer. Tak, fordi du har taget dig tid til at overveje min ansøgning.

Med venlig hilsen,
Navn Navnsen

Bilag: CV, anbefalinger 

Eksempel på en ansøgning som lagermedarbejder

Til: SteelEL
Møllevej 9
2990 Nivå
Att.: Charlie Lund

Anders Lassen
Ofeliavej 8
4000 Roskilde
a.lassen@example.com

d. 1/11/2023

Erfaren og energisk lagermedarbejder med truckkort

Hej Charlie, 

Jeg skriver i forbindelse med vores telefonsamtale og vil ansøge om stillingen som lagermedarbejder hos SteelEL. Med over syv års erfaring i lagerstyring og truckkørsel ser jeg en fantastisk mulighed for at bidrage i et nyt og dynamisk miljø. Jeg er imponeret over jeres engagement i effektivitet og medarbejderudvikling, og jeg er ivrig efter at bidrage til teamet med min erfaring og motivation.

I min nuværende stilling hos BIX A/S har jeg spillet en nøglerolle i at håndtere daglige lageroperationer, herunder varemodtagelse, ordrepluk, og truckkørsel. Jeg har været ansvarlig for at sikre en jævn og effektiv flow af varer fra lager til forsendelse og har reduceret leveringstiden med 15 %. Jeg har solid erfaring med forskellige lagerstyringssystemer og er certificeret truckfører.

Min motivation for at arbejde inden for lager og logistik skyldes min passion for organisering og procesoptimering. Jeg nyder at arbejde i et miljø, hvor præcision og effektivitet er i højsædet, og jeg ser frem til at bringe mine styrker inden for teamwork, problemløsning og tidsstyring til jeres virksomhed.

Jeg håber, at vi kan fortsætte dialogen om mine kvalifikationer og muligheden for at blive en del af SteelEL. Kontakt mig på 1234 5678 eller via e-mail på a.lassen@example.com.

Tak for at overveje min ansøgning.

Med venlig hilsen,
Anders Lassen

Bilag: CV, truckcertifikat

Dos & don’ts ved en lagermedarbejders ansøgning

Her er nogle anbefalinger, der kan gøre din ansøgning som lagermedarbejder endnu mere effektiv. 

Dos:

  • Vælg matchende skabeloner: Sørg for, at din ansøgningsskabelon matcher din CV-skabelon. Dette giver et sammenhængende indtryk og udviser ordenssans, som er meget vigtig i branchen.
  • Inkludér dit navn i filnavnet: Gem din ansøgning som PDF, og kald den ”Ansøgning_lagermedarbejder_Navn_Efternavn”. Dette gør det nemt for arbejdsgiveren at finde dine dokumenter.
  • Læn dig op ad gode eksempler på ansøgninger: Brug ansøgningseksempler som inspiration til at udforme din egen, men husk at tilpasse indholdet. 

Don'ts:

  • Kopiér den samme ansøgning til flere ledige stillinger: Tilpas hver ansøgning til den specifikke stilling og virksomhed for at vise, at du har forstået jobbet og virksomhedens behov.
  • Fortæl om mulige diskriminerende forhold: Undlad at fremhæve din alder, køn, helbred, familieforhold, nationalitet, osv. Fokusér på dine faglige kvalifikationer og kompetencer snarere end personlige forhold, der ikke er relevante for jobbet.
  • Start sætningerne med "Jeg": Gentagne jeg-sætninger er et mønster i ikke-succesfulde eksempler på ansøgninger. Redigér din ansøgning, og variér sætningskonstruktionerne for at skabe en mere levende og interessant ansøgning til lager.

3 tips til ansøgning for lagermedarbejdere

Kontakt den lageransvarlige, før du ansøger

Ring til din potentielle lagerchef, og stil relevante spørgsmål, så du kan skrive en stærk ansøgning, der rammer virksomhedens behov. 

Spejl sproget i jobannoncen

Brug nøgleord og udtryk fra annonceteksten for at vise, at du forstår virksomhedens behov og værdier.

Erstat klichéer med eksempler og tal

Konkrete eksempler og tal gør din ansøgning effektiv og overbevisende. I stedet for at skrive "Jeg er hårdtarbejdende ", skriv da "Jeg har håndteret 80-100 ordrer om dagen med en fejlrate på mindre end 2 %."

Sådan skriver du en god ansøgning som lagermedarbejder

En veludformet ansøgning som lagermedarbejder bør være kort, målrettet og vise et klart match mellem dine kompetencer og jobbet. Husk at fokusere på dine relevante kvalifikationer og styrker, der matcher arbejdsgivervirksomhedens krav og kultur. Din ansøgning bør komplementere dit CV som lagermedarbejder, men uden at gentage dets indhold.

Kig på vores CV-eksempler for at lære mere om, hvordan et godt CV ser ud, og hvad der adskiller det fra en ansøgning. Dette vil hjælpe dig med at holde din ansøgning fokuseret og målrettet.

Er du klar til at skrive din ansøgning som lagermedarbejder? Vælg en professionel ansøgningsskabelon, udfyld felterne med de vigtigste oplysninger, og send din jobansøgning i dag!

Del via:
Radvilé Liolyté
Radvilé Liolyté
tekstforfatter
Har i over 15 år researchet blandt andet rekrutteringsbranchen og skrevet over 100 praktiske guides, der hjælper jobsøgende til at skrive et stærkt CV.

Slå konkurrenterne

Få dine jobansøgninger til at skille sig ud fra andre kandidaters jobansøgninger.

Kom godt i gang