Ansøgning som barista
Skrevet af Radvilé Liolyte, tekstforfatter • Senest opdateret d. 22. april 2024

Ansøgning om en stilling som barista

At søge en stilling som barista kræver en ansøgning, der skiller sig ud ved at vise dine unikke kompetencer og din passion for kaffebranchen. Uanset om du søger dit første job som barista eller har års erfaring, er det afgørende, at din ansøgning afspejler både din faglige dygtighed og din entusiasme for kaffe. I denne guide vil vi se på, hvordan du skriver en overbevisende ansøgning som barista, og vi giver dig tips til at fremhæve dine styrker.

Formålet med en baristaansøgning

Er du færdig med dit barista-CV og skal skrive en matchende ansøgning? Husk, at selvom din ansøgningsskabelon skal matche CV-skabelonen, så skal deres indhold ikke overlappe.

Mens dit CV giver en detaljeret oversigt over din uddannelse og erhvervserfaring, bør din ansøgning fokusere på at fremhæve de kompetencer og erfaringer, der gør dig unik som barista. Den skal være kort, præcis og indeholde overbevisende argumenter for, hvorfor du er den rette kandidat til stillingen. 

Opbygning af en ansøgning som barista

En effektiv ansøgning som barista bør ikke overstige én side og skal præsentere dine kompetencer og motivation på en klar og overbevisende måde. 

Sidehoved

Sidehovedet skal indeholde dine kontaktoplysninger (navn, adresse, telefonnummer og e-mail) og arbejdsgiverens kontaktoplysninger (caféens navn, adresse og kontaktperson). Dato kan også inkluderes for at vise, at din ansøgning blev indsendt inden for ansøgningsfristen. 

Overskrift

Udskift den typiske ”Vedrørende stillingen som barista” med din CV-overskrift, som gerne må fremhæve dine kompetencer. Eksempler på overskrifter kan være:

  • "Kreativ barista med et øje for detaljer og kaffepræsentation"
  • "Erfaren barista med fokus på kvalitet og kundeservice"
  • "Dedikeret kaffekunstner med særlig interesse i bæredygtige brygningsteknikker"

Indledning

Indledningen skal kort forklare, hvorfor du ansøger som barista. Det er vigtigt at nævne, hvor du fandt jobopslaget, eller hvem i virksomheden du har talt med, inden du ansøgte, samt hvorfor jobbet tiltaler dig. Eksempel på en indledning til en baristaansøgning:

"Hej Anna,

Efter at have besøgt jeres café flere gange, blev jeg inspireret til at ansøge om stillingen som barista. Som en passioneret kaffeentusiast med to års erfaring i en travl café ser jeg en fantastisk mulighed for at bidrage til og lære af jeres team."

Nuværende situation og baristakompetencer

Beskriv kort din nuværende arbejdssituation og de specifikke kompetencer, du har opnået som barista. Vælg eksempler, der viser din erfaring med kaffebrygning, kundeservice og evnen til at arbejde i et travlt miljø. Eksempel på kompetenceafsnittet i en baristaansøgning:

"I min nuværende stilling hos Bean Joy har jeg udviklet stærke kompetencer inden for kaffebrygning samt latte art. Dagligt langer jeg ca. 150 uforglemmelige kaffeoplevelser over disken og har forbedret vores salgsprocesser, som øgede kundetilfredsheden med 20 %." 

Motivation i en baristas ansøgning

Dit motivationsafsnit skal tydeliggøre, hvorfor du er interesseret i stillingen og netop denne café. Det kan f.eks. være din passion for kaffe, interesse for caféens koncept, eller ønsket om at udvikle dine færdigheder yderligere. Samtidig med din motivation skal dette afsnit afsløre mere om dine personlige kompetencer og værdier, som du kan bidrage med på arbejdspladsen. Eksempel på motivation:

"Min passion for kaffe og ønsket om at arbejde med et team, der værdsætter kvalitet og innovation, er hvad der driver mig. Jeg er imponeret over Café Lattes ry for fremragende kaffekunst og jeres fokus på bæredygtighed. Dette match med mine egne værdier gør mig sikker på, at vores samarbejde vil bringe endnu flere stamgæster til jeres café."

Afslutning

Afslut din ansøgning med at udtrykke din taknemmelighed for overvejelsen og et ønske om at fortsætte dialogen. Sørg for at gøre det nemt for arbejdsgiveren at kontakte dig. Eksempel på en afslutning:

"Hvis min profil passer til dine forventninger, er du velkommen til at kontakte mig på 1234 5678 eller via e-mail for at aftale tid til en jobsamtale. Jeg ser frem til muligheden for at tale mere om, hvordan jeg kan bidrage til jeres café. Tak for din tid!"

Eksempel på en ansøgning om en stilling som barista

Baresso
Att.: Alice Steen
Frederiksberg Allé 20
1820 Frederiksberg C
Dato: 1. januar 2024

Victoria Hoffmann
Kaffevej 8
1450 København K
Tlf.: 1234 5678
E-mail: victoria.hoffmann@gxmail.com

Engageret og erfaren barista med fokus på kvalitet og kundeservice

Hej Alice,

Jeg skriver i forbindelse med jeres jobannonce, hvor I søger en barista til Baresso på Frederiksberg. Med en baggrund, der spænder fra travle storby-kaffebarer til ledelse af et team i Espressohouse, ser jeg en fantastisk mulighed for at bidrage til og udvikle mig yderligere i et dynamisk og kreativt miljø som jeres.

I min nuværende stilling leder jeg et team af 12 dedikerede baristaer. Her har jeg ikke blot forbedret teamets effektivitet og kundetilfredshed med 20 %, men også indført bæredygtige indkøbspraksisser. Jeg har en passion for kaffe, fra bønne til bryg, og jeg er særligt dygtig i latte art, hvilket er med til at skabe unikke oplevelser for vores kunder.

Baressos engagement i sund og kreativ gastronomi inspirerer mig, og jeg ser frem til at bringe min erfaring og passion for faget ind i denne sammenhæng. Som et nysgerrigt og socialt menneske finder jeg jeres flerkulturelle arbejdsmiljø særligt tiltrækkende, og jeg er imponeret over jeres innovative tilgang til kaffeproduktion, som jeg gerne vil lære mere om.

Hvis du kan se mig som en potentiel kollega, er du velkommen til at kontakte mig på 1234 5678 for at tale videre om, hvordan mine kompetencer og erfaringer kan gavne Baresso. Jeg glæder mig til at høre fra dig!

Med venlig hilsen,
Victoria Hoffmann

Bilag: CV

Dos & don’ts ved en baristas ansøgning

DOS:

  • Match skabelonerne. Matchende ansøgnings- og CV-skabeloner gør det nemmere for arbejdsgiveren at navigere i dine dokumenter.
  • Navngiv filen korrekt. Når du sender din ansøgning elektronisk, er det vigtigt at skrive dit navn og stillingsbetegnelsen i filnavnet, f.eks. ”Ansøgning_Barista_Navn_Navnsen”.
  • Læs korrektur på din ansøgning. En fejlfri ansøgning som barista viser din omhyggelighed og fokus på detaljen.

DON’TS:

  • Formaliteter. Brug ikke den sparsomme plads i din ansøgning på formaliteter. Ansøgningen skal helst bestå af relevant information for arbejdsgiveren og intet andet.
  • Jeg-sætninger. I de fleste ansøgninger begynder rigtig mange sætninger med ”Jeg”. Skil dig ud – prøv at formulere dig sådan, så hver sætning begynder med et nyt ord.
  • Overforklaring. Gør plads til spørgsmål, der fører til en jobsamtale, hvor arbejdsgiveren kan bede dig om at uddybe det, de finder relevant. 

3 tips til at skrive en god ansøgning som barista

Kontakt caféen, før du ansøger

Et besøg eller en telefonsamtale med caféen kan give dig værdifulde indsigter og hjælpe dig med at skræddersy din ansøgning. Dette viser også din interesse og proaktivitet.

Brug specifikke eksempler

I stedet for at bruge generaliserede beskrivelser, brug da konkrete eksempler fra din erfaring som barista. Dette gør din ansøgning mere overbevisende og personlig.

Vær autentisk og entusiastisk

Arbejdsgivere søger kandidater, der er passionerede og entusiastiske omkring deres arbejde. Sørg for, at din passion og begejstring for kaffebranchen skinner igennem i din ansøgning. 

Opsummering: Sådan skriver du en god ansøgning som barista

En stærk ansøgning som barista bør vise, at du er god til at lave kvalitetskaffe, yde den bedste kundeservice, og måske også har lederkompetencer, så du kan avancere i karrieren i en kaffekæde. Fremhæv dine unikke erfaringer og din passion for branchen, og skræddersy din ansøgning specifikt til hver arbejdsplads. For at få en bedre idé om, hvad du kan skrive i din ansøgning versus i dit CV, kan du se på flere eksempler på ansøgninger samt CV-eksempler til forskellige brancher.

Når du er klar, kan du vælge den ansøgningsskabelon, du bedst kan lide, og udfylde felterne. Læs den genererede ansøgning, tilpas den din drømmearbejdsgivers jobannonce, og ansøg om dit næste job som barista allerede i dag!

Del via:
Radvilé Liolyte
Radvilé Liolyte
tekstforfatter
Har i over 15 år researchet blandt andet rekrutteringsbranchen og skrevet over 100 praktiske guides, der hjælper jobsøgende til at skrive et stærkt CV.

Slå konkurrenterne

Få dine jobansøgninger til at skille sig ud fra andre kandidaters jobansøgninger.

Kom godt i gang