Overskrift til en ansøgning i 3 trin
Skrevet af Radvilé Liolyté, tekstforfatter • Senest opdateret d. 6. november 2024

Overskrift til en ansøgning i 3 trin

En stærk og relevant overskrift på din ansøgning styrker dit budskab om, at du er den bedste kandidat til jobbet. Den skal fange opmærksomheden, men ikke på bekostning af relevans for stillingen. I dette indlæg kigger vi nærmere på, hvordan du kan udarbejde en effektiv og fængende overskrift til din ansøgning.

Kom godt i gang

Hvad er ansøgningens overskrift for en størrelse?

Overskriften eller titlen på en ansøgning er en kort og fængende sætning, der indeholder din profession eller ønskede stilling samt dine mest relevante kompetencer i forhold til stillingen. Medmindre arbejdsgiverens jobannonce definerer, hvad du skal kalde din ansøgning, bør du vælge den samme overskrift, som du har valgt til dit CV.

Formålet med en god overskrift på ansøgningen er ikke blot at fange opmærksomheden. Det vigtigste er at give arbejdsgiveren værdifuld information, så snart de får øje på din ansøgning. På den måde fremstår du som en relevant kandidat til stillingen, og arbejdsgiveren vil læse videre.

Forskellen på CV’ets og ansøgningens overskrift 

Tidligere har det været populært at kalde CV’et ”CV” og skrive ”Vedrørende stillingen som XXX” i overskriften på en ansøgning. Nu er det en gammel historie – i hvert fald for dem, der virkelig ønsker at komme i betragtning hos potentielle arbejdsgivere.

De ansættelsesansvarlige har travlt, og derfor er der behov for at kunne se, hvordan du passer til stillingen med det samme. CV’et bliver altid læst først, og et stigende antal ansættelsesansvarlige læser aldrig ansøgningen (1). Derfor er det vigtigt, at du udarbejder en god overskrift, som du bruger i begge dokumenter.

Der kan kun være forskel på overskriften i dit CV og ansøgning, hvis arbejdsgiveren anmoder om at opkalde din ansøgning et bestemt stillingsnummer. I det tilfælde vil din CV-overskrift bestå af din profession eller ønskede stillingsbetegnelse og to-tre relevante kompetencer, mens titlen på din ansøgning vil indeholde stillingsnummeret. I alle andre tilfælde vil overskriften på din ansøgning og CV være den samme.

Tip:

Hvis stillingsnummeret skal angives i ansøgningens overskrift, anbefaler vi at indsætte din CV-overskrift lige under det og formatere den som en underoverskrift. På den måde kan du bevare dit vigtige budskab til arbejdsgiveren, nemlig hvem du er fagligt, og hvilke kompetencer du bringer på bordet.

3 trin til en fængende overskrift på en ansøgning

For at udarbejde en stærk overskrift til din ansøgning skal du bruge arbejdsgiverens jobannonce og dit CV.

  1. Identificer nøglekompetencerne i stillingen. Læs arbejdsgiverens jobannonce, og notér to eller tre faktorer, der er afgørende for at få succes i den pågældende stilling. Det kan være et bestemt antal års brancheerfaring, ekspertise inden for bestemte værktøjer og metoder eller personlige kompetencer såsom lederskab eller kommunikation.
  2. Sammenlign med din faglige profil. Nogle gange kan du sætte kryds ved alle arbejdsgiverens ønsker. I det tilfælde bør du fokusere på de allervigtigste nøgleord. Andre gange er der ikke et direkte overlap mellem dit CV og stillingens krav, f.eks. et bestemt antal års erfaring. I det tilfælde bør du vælge andre kompetencer fra arbejdsgiverens liste i jobannoncen. Der er ingen grund til at skrive i overskriften, hvad du mangler eller ikke kan, hvis du samtidig har meget relevant at tilbyde.
  3. Skriv en kort sætning, der indeholder din profession eller ønskede stilling og kompetencerne fra trin ét og to. Sørg for at bruge både arbejdsgiverens og dine egne ord i overskriften. F.eks. hvis jobannoncen nævner ”udadvendt og servicemindet”, kan du udskifte det første med ”socialt anlagt” og genbruge ”servicemindet” ordret. På den måde fletter du elementerne fra din arbejdsgivers og dit eget sprog sammen og skaber en relevant, troværdig og unik overskrift til ansøgningen.

Der kan kun være forskel på overskriften i dit CV og ansøgning, hvis arbejdsgiveren anmoder om at opkalde din ansøgning et bestemt stillingsnummer.

Skabeloner og eksempler på overskrifter til en ansøgning

Her er et par simple skabeloner, du kan tage udgangspunkt i, når du udarbejder en relevant titel til din ansøgning.

Skabelon 1

[Adjektiv/adverbium] og [adjektiv/adverbium] + [profession/stilling] + med [antal års erfaring eller særlig evne]

Eksempler

  • Serviceminded og udadvendt receptionist med 5 års erfaring
  • Struktureret og proaktiv marketingassistent med nyeste indsigter i hotelbranchen
  • Mødestabil og pædagogisk anlagt natsygeplejerske med hjertet på rette sted

Find flere eksempler på overskrifter i vores fagspecifikke eksempler på ansøgninger.

Skabelon 2

[Adjektiv/adverbium] og [adjektiv/adverbium] + [profession/stilling] + (der) [hvad du gør/hvilke resultater du skaber]

Eksempler

  • Erfaren og målrettet store manager øger mersalg med 20%
  • Metodisk og resultatorienteret sælger, der skaber stærke kunderelationer
  • Analytisk og ressourcestærk growth hacker skaber vækst på tværs af platforme

Se flere eksempler på overskrifter, der passer til både CV og ansøgning, blandt vores CV-eksempler.

Tips til at skrive en fængende overskrift til en ansøgning

Fang med relevans

En fængende overskrift til en ansøgning er ikke lig med et højtflyvende eller dristigt slogan, der blot skal kunne huskes. Den må gerne få dig til at blive husket for din relevans for stillingen. Gå ikke over stregen med at være kreativ og skrive noget, der blot lyder catchy, men ikke relaterer sig til jobbet. Undgå også tvetydige ord og udtryk, der kan føre til misforståelser, og fokusér på at være skarp og konkret. 

Brug tal i ansøgningens titel

Tal fanger opmærksomheden og formidler meget konkret og relevant information om, hvad du faktisk kan. Prøv at indarbejde tal i din overskrift, f.eks. om hvor mange års erfaring du har, hvilke målbare rekorder du har slået eller værdi, du har skabt. Ved at flette tal ind i din overskrift kan du give den ekstra gennemslagskraft og troværdighed. 

Find synonymer for arbejdsgiverens ord

Kopiér ikke arbejdsgiverens ord direkte i din overskrift. Du bør blande deres ord med dine egne for at vise, at du har sat dig ind i stillingen og forstår, hvad den indebærer. På den ene side bør du nævne de samme termer, som arbejdsgiveren bruger, for at sikre, at din ansøgning kommer igennem eventuelle filtre i arbejdsgiverens rekrutteringssystem. På den anden side skal du skrive til det menneske, der læser din ansøgning og skabe kontakt. Til det formål får du brug for synonymer og formuleringer, som ikke fremgår af annoncens tekst. De skal fortælle det samme, men på en unik måde, der viser din refleksion og afdækker andre aspekter af dit potentielle bidrag i stillingen.

Sådan skriver du en fængende overskrift til din ansøgning

Overskriften på dit CV og ansøgning bør som udgangspunkt være den samme. På den måde virker din samlede jobansøgning målrettet, og dit budskab når ud til arbejdsgiveren, uanset hvilket dokument de læser først.

Vælg en ansøgningsskabelon, hvor der er plads i layoutet til en overskrift og eventuelt også en underoverskrift. Denne får du brug for i tilfælde af, at arbejdsgiveren anmoder om at angive et stillingsnummer i overskriften på din ansøgning. Sørg for, at din CV-skabelon og ansøgningsskabelon matcher hinanden for at skabe visuel sammenhæng og orden.

En god overskrift til en ansøgning bør være målrettet i forhold til stillingen. Ideelt set bør den være unik nok for ikke at kunne genbruges i ansøgninger til andre jobs eller virksomheder. Overskriften må gerne indeholde din profession eller den stilling, du ansøger om, og udpege de mest relevante kompetencer i forhold til stillingens krav. Dem uddyber du efterfølgende i din profiltekst på CV’et såvel som i brødteksten i din ansøgning.

Hvis du mangler idéer til, hvad du kan skrive i din overskrift, kan du hente inspiration i vores fagspecifikke eksempler på ansøgninger og CV’er eller bruge en af skabelonerne ovenfor. Disse skabeloner giver en simpel, men relevant ansøgningstitel, som du kan bygge videre på.

Find flere skrivetips til din ansøgning i vores blog, og husk, at du kan bruge Jobseekers indbyggede AI-ansøgningsgenerator som hjælp til at skrive teksten direkte i din ansøgningsskabelon.

Held og lykke med din jobsøgning!

Kilder:

(1) Konsulenthuset ballisager: Rekrutteringsanalyse 2023

Del via:
Radvilé Liolyté
Radvilé Liolyté
tekstforfatter
Har i over 15 år researchet blandt andet rekrutteringsbranchen og skrevet over 100 praktiske guides, der hjælper jobsøgende til at skrive et stærkt CV.

Slå konkurrenterne

Få dine jobansøgninger til at skille sig ud fra andre kandidaters jobansøgninger.

Kom godt i gang